Dette nu er livets gry.
Det er nyt ,hvis du er ny.
Hvis du ængster tiden bort, gør du Livet tomt og kort.
Hvis du glæder dig ved mangt,
gør du Nu”et rigt og langt.
Livet er en Labyrint.
Mange gange ender blindt.
Sejr vinde vil hvor vender,
hvor de blinde gange ender.

Alt det meget ingen når, gråner mange men”skers hår.
Glæd dig alt hvad du formår
over alt det lidt du når.
Den som tvivler på sin sag,
han er slagen før sit slag.
Vinter, sommer, høst og vår
hvad der kommer, husk det går.
Husk at smile før du sover,
så går dagens surhed over.

Hvis du frygter for besvær,
kan du li” så godt la” vær.
Hvis du uden vaklen vil,
er det næsten vundet spil.
Tykke bind om livets gang,
kan man skrive dagen lang.
Hjertesuk og jubelklang
kan man ikke ta” med tang.
Husk at elske mens du tør det.
Husk at leve mens du gør det.

Folk som ved hvad der er bedst,
hærger Verden som en pest.
Folk bli”r fler og fler og fler
men”sker laves ikke mer.
Verdens vejr er sort og surt.
Lykken er en liden urt.
Stjernerne på nattens blå
lærer men”sker at forstå.
Helbred er hvordan man har det.
Modstandskraft er som man ta”r det.

Hvis du vidste hvad du ved, når dit livslys er brændt ned,
så var meget mindre drøjt, mens det endnu brænder højt.
Vide, hvad man ikke ved
er en slags alvidenhed.
Den, Guds klarsyn falder på
ser det store i det små.
tæk dit tag med vid og viden,
Ånd alene trodser tiden
Piet Hein

Døden kan flamme som kornmo;
klarere ser vi enn før
hvert liv i dens hvite smerte:
det er de beste som dør.

De sterke, de rene av hjertet
som ville og våget mest;
rolige tok de avskjed,
en etter en gikk de vest.

De levende styrer verden,
en flokk blir alltid igjen,
de uunnværlige flinke,
livets nestbeste menn.

De beste blir myrdet i fengslet,
sopt vekk av kuler og sjø.
De beste blir aldri vår fremtid.
De beste har nok med å dø.

Slik hedrer vi dem, med avmakt,
med all den tomhet vi vet,
men da har vi sveket de beste,
forrådt dem med bitterhet.

De vil ikke sørges til døde,
men leve i mot og tro.
Bare i dristige hjerter
strømmer de falnes blod.

Er ikke hver som har kjent dem
mer rik enn de døde var –
for menn har hatt dem som venner
og barn har hatt dem til far.

De øket det livet de gikk fra.
De spøker i nye menn.
På deres grav skal skrives:
De beste blir alltid igjen.

–

Nordahl Grieg

Es gibt Tage,

die werfen dich

aus der Bahn.

Neue Geburt?

Emilie Fenchl

Det finnes stunder

da alle ord er grå

da sorga er et høstsyn:

et vissent sevblad frøsi fast

i isen på ei å.

—

Det finnes stunder

da alle ord er små,

da lykka er et vårsyn:

ei solgnist i en dråpe dogg

som siger langs et strå.

—

Hans Børli

Han har ikkje stund til å stogge

og ikkje tid til å sjå.

Menneske som han møter,

dei ansar han aldri på.

***

Mangt han rekkje over.

Det gjeld um å fara fort.

Mykje var det å gjera.

Det auke dess meir han fekk gjort.

***

Så lid det til endes med dagen.

Han står der, studd over stav

og spør: Kva har livet gjeve

og kvar er det vorte av?

***

Slik jaget han gjennom livet

utan å få det fatt.

Ei glede sprang etter på veien,

men nådde han aldri att.

***

Jan Magnus Bruheim